Kapitel 2

Pludselig kunne Ronja mærke et tryk mod brystet. Trykket kom flere gange i træk. Ronja kunne ikke få luft, så hun for op og hostede en masse vand op. Verden snurrede omkring hende.
"Hey er du okay?" Spurgte en stemme. Ronja kigger mod stemmen. Det var en mand, der så ud til at være lidt over tyve.
"Ja. Ja det er jeg..." mumlede hun.
"Hvad lavede du derude?" Spurgte han. Ronja rejste sig op. Hun kiggede efter sin cykel, men den var der ikke. Der var kun en lille gruppe unge der stod og røg en hel del længere væk.
"Hvad leder du efter?" Ronja kiggede på ham.
"Min cykel". Hvorfor skulle den stodder redde hendes liv?
"Skal du have noget hjælp?" Spurgte han.
"Nej tak... Eller jo, SKRID!" Han kiggede forskrækket på Ronja. Ronja kunne mærke at tårene pressede på.
"Hvorfor skulle du redde mit liv?! Det gik helt fint indtil du dukkede op!"
"Se-selvmord? Det lyder altså ikke som om du har det godt, når du prøvede at begå selvmord."
"Nej! Nej, jeg har det ikke fint. Du kom jo og reddede mit liv". Ronja blev frustreret. Hun kunne ikke finde sin cykel, hendes liv blev reddet og Daniel var død.
"Daniel... er... død..." Hviskede hun og faldt ned på græsset. Manden løb hen til hende.
"Nu skal jeg hjælpe dig," sagde han og tog i hendes arme. Ronja vred sig og skubbede ham væk. Hun begyndte at stortude.
"Daniel er død, væk. Væk for altid." Manden satte sig ved siden af hende.
"Hvem er Daniel?" Spurgte han.
"Min kæreste. Han døde i en bilulykke. Vi skulle over vejen og der var grønt lys, men der kom en bil med fart på 200km/t og ramte os. Jeg overlevede, men han.. Han døde." Han blev stille og vidste ikke hvad han skulle sige.
"Hvorfor skulle han dø? Han var et godt menneske, den bedste kæreste og gjorde aldrig noget forkert." Manden vidste stadig ikke hvad han skulle sige, så han gav hende 500 kroner og gik sin vej. Ronja kiggede ned i sin hånd. En femhundredekronseddel. Det var ikke et lille beløb og heller ikke dårligt. Men hun har ikke brug for penge. Hun har brug for at være sammen med Daniel. Ronja knyttede hånden om sedlen og begyndte at gå hjem af. Ronja ville af med sit våde tøj og have sit nattøj på. Hun ville ligge i sin seng, falde i søvn og aldrig vågne igen. Imens Ronja gik, tænkte hun på alle de gode minder, som Daniel og hende havde oplevet. Deres første kys, biograf turen, den dag hvor alle i klassen fandt ud af at de blev kærester. Hendes første gang. Pludselig faldt Ronja om på græsset. Hendes tanker blev sort.

Kapitel 1

"NEJ!" Råbte hun. Ronja rejste sig op med et sæt. Alle vendte sig forskrækket om og kiggede på hende. Ronja måtte have faldt i søvn i timen. Hele natten kunne hun ikke sove, for hun havde vågnede af sit mareridt hele tiden. Det samme mareridt som hun havde lige siden ulykken.
"Er du okay?" Spurgte læreren Lene. Vores nye lærere, der lige er færdig med sin uddannelse. Ronja svarede med et lille træk på skulderen. Ronjas sidemakker, Niklas, trøstede hende. Han kunne se små tåre løbe ned ad kinderne. Lene så bekrymrende på Ronja. Lene bad hende om at gå uden for og vente. Det gjorde hun og hun satte sig på gulvet og græd ned i sine knæ. Efter noget tid kom Lene ud og satte sig ved siden af Ronja. Lene startede med at spørge hende om hvordan hun havde det. Ronja kiggede underligt på hende.
"Hvad mener du?" Spurgte hun.
"Hvordan har du det? Du kunne beskrive dine følelser," sagde Lene.
Ronja tænkte sig om og sagde kort: "Sorg..."
"Fint. Har du andre ord du kan sætte på?"
"Ked af det". Lene tænkte sig om. Hun ville gerne have at Ronja skulle åbne sig mere op, og det her gik for langsomt. Så hun prøvede med et andet spørgsmål.
"Hvorfor råbte du nej tidligere?" Ronja tøvede med at svare. Hvorfor skulle hun åbne sig op for sin lærer Lene? Men hun kunne mærke at hun havde brug for at tale, så hvorfor ikke Lene? Hun ville bare hjælpe.
"Jeg havde et mareridt."
"Hvad skete der i mareridtet?" Spurgte hun. Ronja sank en klump.
"Det starter med at jeg holder... Holder Daniel i hånden. Det er nat og kulsort, men den krystal klare hvide måne lyser en smule op. Stjernerne klart på den mørke himmel og fuglene synger stadigvæk, men det tænker vi ikke over. Alt er bare perfekt, indtil et meget kraftit lys kommer og fuglene stopper med at synge. Daniel kigger på med med et ansigtsudtryk fuld af sorg. Han bliver ramt af lyset og det viser sig at være en bil. Daniels hånd slipper min, og det er der jeg råber nej..." Ronja kunne mærke at tårene er sluppet løs og nu kunne hendes krop ikke sidde stille længere, så hun hulkede så meget at hendes krop rystede.
"Og det værste er at jeg drømmer det samme igen og igen. Mest af alt har jeg bare lyst til at glemme ulykken, men jeg bliver bare mindet om det igen!" Ronja lænede sig over mod Lene og græd videre. Lene lagde sine arme omkring Ronja. Sådan sad de i noget tid, indtil en dreng kom løbende ned af gangen. Han stoppede op og så dem, så gik han stille og roligt videre. Klokken og Lene sagde at Ronja skulle tage hjem. Eleverne strømmede ud af klassen, men spredte sig da Ronja skulle ind og hente sine ting. Ronjas veninde, Mathilde, gik hen til hende og spurgte om hun var okay. Ronja kiggede på hende og gik hen til sin cykel. En dreng kom løbende hen imod Ronja. Det var drengen, der kom løbende fra gangen. Hun kunne ikke navnet på ham.
"Hey, jeg så dig græde ude på gangen, så jeg ville bare spørge om du er okay." Ronja sukkede og kiggede på ham.
"Fint," sagde hun og cyklede væk. Væk fra alle, der spurgte om hun var okay, eller ville snakke med hende. Ŕonja ville være alene ved søen, hvor hendes første kys med Daniel var. Ronja satte cyklen ved bænken og hun satte sig ned. Hvorfor skulle Daniel tages væk fra hende? Daniel som hun elskede, og altid elskede. Nu... Nu var han væk, kun et minde. Brændt væk. Begravet væk. Skulle han absolut så langt væk? Hvorfor kunne han ikke leve videre sammen med Ronja? Eller... Ronja kunne dø sammen med Daniel? Ronja fik en skrækkelig tanke som hun hurtigt skubbede væk. Men langsomt fik hun den frem igen. Hun kunne være sammen med Daniel, og få al sin smerte til at gå væk. Søen var lige foran hende. Smuk og dyb. Ronja gik langsomt ned til søen. Hun tog sine snekaers af og dyppede sin tær ned i vandet. Det var iskoldt. Efteråret var også snart slut. Ved siden af hende stod der en stor sten. Ronja bandt sine snørrebånd af sine sko og bandt dem om stenen. Snørrebåndene gled hele tiden, men til sidst lykkedes det. Hun bandt snoren til sin ankel og begyndte at gå langsomt ned i vandet.
"Daniel..." Hviskede hun. "Jeg er på vej". Det gav hende styrke til at gå ned i vandet, så hun begymdte at gå hurtigere og hurtigere til hendes hovedet var neden under. Hendes lunger trængte til noget ilt, men hun kunne ikke komme op. Hun skreg. Skreg af smerte. Det gjorde ondt og hun vred sig under vandet og til sidst blev hendes lunger fyldt med vand. Ronja gav slip.