Kapitel 1

"NEJ!" Råbte hun. Ronja rejste sig op med et sæt. Alle vendte sig forskrækket om og kiggede på hende. Ronja måtte have faldt i søvn i timen. Hele natten kunne hun ikke sove, for hun havde vågnede af sit mareridt hele tiden. Det samme mareridt som hun havde lige siden ulykken.
"Er du okay?" Spurgte læreren Lene. Vores nye lærere, der lige er færdig med sin uddannelse. Ronja svarede med et lille træk på skulderen. Ronjas sidemakker, Niklas, trøstede hende. Han kunne se små tåre løbe ned ad kinderne. Lene så bekrymrende på Ronja. Lene bad hende om at gå uden for og vente. Det gjorde hun og hun satte sig på gulvet og græd ned i sine knæ. Efter noget tid kom Lene ud og satte sig ved siden af Ronja. Lene startede med at spørge hende om hvordan hun havde det. Ronja kiggede underligt på hende.
"Hvad mener du?" Spurgte hun.
"Hvordan har du det? Du kunne beskrive dine følelser," sagde Lene.
Ronja tænkte sig om og sagde kort: "Sorg..."
"Fint. Har du andre ord du kan sætte på?"
"Ked af det". Lene tænkte sig om. Hun ville gerne have at Ronja skulle åbne sig mere op, og det her gik for langsomt. Så hun prøvede med et andet spørgsmål.
"Hvorfor råbte du nej tidligere?" Ronja tøvede med at svare. Hvorfor skulle hun åbne sig op for sin lærer Lene? Men hun kunne mærke at hun havde brug for at tale, så hvorfor ikke Lene? Hun ville bare hjælpe.
"Jeg havde et mareridt."
"Hvad skete der i mareridtet?" Spurgte hun. Ronja sank en klump.
"Det starter med at jeg holder... Holder Daniel i hånden. Det er nat og kulsort, men den krystal klare hvide måne lyser en smule op. Stjernerne klart på den mørke himmel og fuglene synger stadigvæk, men det tænker vi ikke over. Alt er bare perfekt, indtil et meget kraftit lys kommer og fuglene stopper med at synge. Daniel kigger på med med et ansigtsudtryk fuld af sorg. Han bliver ramt af lyset og det viser sig at være en bil. Daniels hånd slipper min, og det er der jeg råber nej..." Ronja kunne mærke at tårene er sluppet løs og nu kunne hendes krop ikke sidde stille længere, så hun hulkede så meget at hendes krop rystede.
"Og det værste er at jeg drømmer det samme igen og igen. Mest af alt har jeg bare lyst til at glemme ulykken, men jeg bliver bare mindet om det igen!" Ronja lænede sig over mod Lene og græd videre. Lene lagde sine arme omkring Ronja. Sådan sad de i noget tid, indtil en dreng kom løbende ned af gangen. Han stoppede op og så dem, så gik han stille og roligt videre. Klokken og Lene sagde at Ronja skulle tage hjem. Eleverne strømmede ud af klassen, men spredte sig da Ronja skulle ind og hente sine ting. Ronjas veninde, Mathilde, gik hen til hende og spurgte om hun var okay. Ronja kiggede på hende og gik hen til sin cykel. En dreng kom løbende hen imod Ronja. Det var drengen, der kom løbende fra gangen. Hun kunne ikke navnet på ham.
"Hey, jeg så dig græde ude på gangen, så jeg ville bare spørge om du er okay." Ronja sukkede og kiggede på ham.
"Fint," sagde hun og cyklede væk. Væk fra alle, der spurgte om hun var okay, eller ville snakke med hende. Ŕonja ville være alene ved søen, hvor hendes første kys med Daniel var. Ronja satte cyklen ved bænken og hun satte sig ned. Hvorfor skulle Daniel tages væk fra hende? Daniel som hun elskede, og altid elskede. Nu... Nu var han væk, kun et minde. Brændt væk. Begravet væk. Skulle han absolut så langt væk? Hvorfor kunne han ikke leve videre sammen med Ronja? Eller... Ronja kunne dø sammen med Daniel? Ronja fik en skrækkelig tanke som hun hurtigt skubbede væk. Men langsomt fik hun den frem igen. Hun kunne være sammen med Daniel, og få al sin smerte til at gå væk. Søen var lige foran hende. Smuk og dyb. Ronja gik langsomt ned til søen. Hun tog sine snekaers af og dyppede sin tær ned i vandet. Det var iskoldt. Efteråret var også snart slut. Ved siden af hende stod der en stor sten. Ronja bandt sine snørrebånd af sine sko og bandt dem om stenen. Snørrebåndene gled hele tiden, men til sidst lykkedes det. Hun bandt snoren til sin ankel og begyndte at gå langsomt ned i vandet.
"Daniel..." Hviskede hun. "Jeg er på vej". Det gav hende styrke til at gå ned i vandet, så hun begymdte at gå hurtigere og hurtigere til hendes hovedet var neden under. Hendes lunger trængte til noget ilt, men hun kunne ikke komme op. Hun skreg. Skreg af smerte. Det gjorde ondt og hun vred sig under vandet og til sidst blev hendes lunger fyldt med vand. Ronja gav slip.